Sagen angik, om det var med rette, at Skattestyrelsen havde afslået en forenings anmodning om udbyttefrikort fra den 1. januar 2023 og foreningens anmodning om undtagelse fra oplysningspligt, herunder om foreningens formål var udelukkende almennyttigt. Det var fastsat i foreningens vedtægter, at dens formål var at oprette og drive selvejende daginstitutioner. Landsskatteretten anførte, at foreningens vedtægtsmæssige formål sammenholdt med oplysningerne i sagen om foreningens faktiske virke i form af varetagelse af medlemmernes erhvervsmæssige interesser og foreningens udlejning af ejendomme til selvejende institutioner og til private udlejere, medførte, at foreningens virke ikke var udelukkende almennyttigt. Det var herefter med rette, at Skattestyrelsen havde afslået foreningens anmodning om udbyttefrikort fra den 1. januar 2023, jf. § 30 stk. 2, i den dagældende bekendtgørelse om kildeskat og afslået foreningens anmodning om undtagelse fra oplysningspligt i henhold til skattekontrollovens § 4, stk. 1, nr. 4. Landsskatteretten stadfæstede derfor Skattestyrelsens afgørelse.

Spørgers virksomhed består i, at Spørger køber og videresælger brugte varer.

Spørger har valgt at anvende fortjenstmargenordningen i momslovens kapitel 17, der indeholder særlige bestemmelser for videreforhandleres salg af brugte varer. Anvendelsen af fortjenstmargenordningen indebærer, at den afgiftspligtige ved videresalget kan afgiftsberigtige leverancerne ud fra et afgiftsgrundlag svarende til 80% af forskellen mellem videreforhandlerens salgspris og indkøbspris, i stedet for at beregne moms af hele salgsprisen.

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at de betalingsgebyrer, som Spørger betalte til betalingsindløsere i forbindelse med salg af brugte varer omfattet af fortjenstmargenordningen, skulle reducere salgsprisen ved opgørelsen af fortjenstmargenen. Det var Skatterådets opfattelse, at begreberne "købspris" og "salgspris" omfattede henholdsvis Spørgers fulde vederlag til sælger og det fulde vederlag, som Spørger modtog fra køber. Ved vurderingen henså Skatterådet til, at momssystemdirektivet definerer henholdsvis købsprisen og salgsprisen ved anvendelsen af fortjenstmargenordningen, som det vederlag, der er betalt til leverandøren, eller som modtages fra kunden. Ligesom Skatterådet har lagt vægt på, at EU-Domstolen i forhold til købsprisen har fastslået, at denne ikke omfatter omkostningselementer, som ikke er betalt til leverandøren af varen, men til tredjemand.

Sagen angik, om ejendomsværdiansættelsen kunne efterprøves i aktuelt niveau, jf. SFL § 45, stk. 1, 2. pkt., når det alene var grundværdiansættelsen, der var påklaget i medfør af EVL § 89 og 89 a, således at den dækningsafgiftspligtige forskelsværdi, som indgik i den nedlagte påstand, blev beregnet på et grundlag som forskellen mellem ejendomsværdien og grundværdien i aktuelt prisniveau. Landsskatteretten fandt, at Vurderingsstyrelsens afgørelse om afslag på genoptagelse var omfattet af bestemmelsen i ejendomsvurderingslovens § 89 a, stk. 4. Landsskatteretten fandt endvidere, at også ejendomsværdiansættelsen kunne efterprøves i aktuelt niveau, jf. skatteforvaltningslovens § 45, stk. 1, 2. pkt. I medfør af § 89 a, stk. 4, skulle prøvelsen foretages af prisniveauet alene, men under iagttagelse af faktum i Skatteankestyrelsens afgørelse om stadfæstelse af Vurderingsstyrelsens afslag på genoptagelse. Landsskatteretten ændrede på denne baggrund ejendomsværdien til 208.000.000 kr. og grundværdien til 83.720.000 kr. pr. 1. oktober 2014. Den dækningsafgiftspligtige forskelsværdi blev ændret til 85,24 %.

Sagen angik, at Skattestyrelsen havde anset klagerens vederlag i form af aktieoptioner for omfattet af ligningslovens § 28 og beskattet klageren heraf på tidspunktet for udnyttelsen af optionerne. Optionerne var tildelt, mens klageren udførte arbejde i Spanien i 2014 for en koncern, og optionerne blev udnyttet, mens klageren udførte arbejde i Danmark i 2017 for samme koncern. Skattestyrelsen havde på baggrund heraf indrømmet klageren lempelse efter ligningslovens § 33 A, stk. 1, for indkomståret 2017 for den del af vederlaget i form af optionerne, der kunne henføres til klagerens arbejde i Spanien for koncernen. Landsskatteretten indledte med at konstatere, at klageren havde været fuldt skattepligtig til Danmark i hele den omhandlede periode, jf. kildeskattelovens § 1, og da der i den omhandlede periode ikke var nogen dobbeltbeskatningsoverenskomst med Spanien, kunne der ikke fastsættes nogen indgangsværdi for optionerne efter kildeskattelovens § 9, stk. 1, i forbindelse med, at klageren på ny blev hjemmehørende her i landet. Retten fandt, at klageren havde modtaget optionerne som et lønaccessorium, og at vederlaget i form af optionerne var omfattet af reglerne i ligningslovens § 28, stk. 1, jf. stk. 2. Beskatningen af vederlaget skulle derfor efter ligningslovens § 28, stk. 1, 1. pkt., foretages på udnyttelsestidspunktet i indkomståret 2017 - uanset hvornår retserhvervelse var sket - og retten henviste herved også til principperne i Højesterets dom af 29. august 2013, offentliggjort som SKM2013.700.HR, og Landsskatterettens afgørelse af 26. februar 2025, offentliggjort som SKM2025.375.LSR. Klagerens vederlag i form af aktieoptionerne blev anset for omfattet af lempelsesreglen i ligningslovens § 33 A, stk. 1, i det omfang, at dette vederlag kunne henføres til arbejde udført i Spanien. Retten kunne tiltræde, at vederlaget blev anset for optjent i vestingperioden for optionerne, og herefter skulle vederlaget fordeles efter, hvor klageren havde udført arbejde for koncernen i denne periode, jf. ligningslovens § 33 A, stk. 1, og principperne vedrørende løn i Højesterets dom af 11. maj 2023, offentliggjort som SKM2023.339.HR. Retten kunne også tiltræde Skattestyrelsens opgørelse i forhold til denne fordeling. Landsskatteretten stadfæstede herefter Skattestyrelsens afgørelse (Dissens).

Sagen angik et investeringsselskab, som havde afholdt udgifter til management fees til udenlandske og danske kapitalfonde, som Skattestyrelsen ikke havde godkendt fradrag for. Investeringsselskabet havde foretaget investeringer i kapitalfondene som minoritetsinvestor. Landsskatteretten anførte med henvisning til sin afgørelse i SKM2025.191.LSR og på baggrund af Højesterets dom i SKM2012.13.HR, at det for investeringsselskaber, som havde investeret i porteføljeselskaber gennem kapitalfonde, ikke var udelukket, at der efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, kunne være fradrag for udgifter til management fee, og bedømmelsen af fradragsretten afhang af den konkrete sammenhæng mellem investeringsselskabets indkomst og de konkret afholdte udgifter til management fee, herunder karakteren af disse, og hvad disse nærmere dækkede over. Selskabets repræsentant havde oplyst, at managementselskaberne i henhold til managementaftalerne typisk var ansvarlige for den daglige ledelse og administration af kapitalfondenes porteføljeselskaber, herunder at undersøge markedet, identificere potentielle porteføljeselskaber, gennemføre due diligence samt deltage i ledelsen og udviklingen af porteføljeselskaberne. Hertil bemærkede Landsskatteretten, at såfremt det kunne lægges til grund, at et managementselskab havde deltaget aktivt i ledelsen og driften af en kapitalfonds porteføljeselskab, så var fradragsretten for udgifter til rådgivning om investering i et porteføljeselskab afskåret efter ligningslovens § 8 J, idet der ikke ville være fradrag for udgifter til opgaver med bl.a. due diligence, kontraktskoncipering og forhandlinger om investeringer i porteføljeselskaber. Retten fandt, at det ikke ud fra det fremlagte kunne fastslås, om managementselskaberne havde udført opgaver for den enkelte kapitalfond, der indebar en sådan deltagelse i ledelsen og driften af porteføljeselskaber, og det dermed ikke var muligt at bedømme, om eventuel fradragsret for udførte opgaver med rådgivning om investeringer i porteføljeselskaber var afskåret efter ligningslovens § 8 J. Retten anførte herefter, at det ikke ud fra hverken selve investeringsaftalerne eller det i øvrigt fremlagte var muligt at konstatere, hvilke konkrete opgaver managementselskaberne faktisk havde udført på vegne af kapitalfondene. Efter det fremlagte og oplyste kunne de opgaver og det arbejde, som managementselskaberne på vegne af kapitalfondene måtte have leveret til porteføljeselskaberne, ikke uden videre henføres til selskabets drift, da det ikke nærmere og mere konkret var underbygget, herunder af objektive kendsgerninger, at managementselskaberne faktisk havde bistået med specifikke driftsmæssige opgaver. Retten fandt derfor, at selskabet ikke havde godtgjort en sammenhæng mellem udgifterne til management fee og selskabets indtægter via kapitalfondene, og selskabet havde dermed ikke godtgjort, at de afholdte udgifter til management fee var fradragsberettigede driftsomkostninger efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Selskabets valg af investeringsform og investeringsandel som minoritetsinvestor kunne ikke tillægges betydning ved bedømmelsen heraf. Landsskatteretten stadfæstede herefter Skattestyrelsens afgørelse.

Skattesagerne angik, om skatteyderen eller A’s selskab var rette indkomstmodtager af konsulentho­norarer, som en hvervgiver havde udbetalt til selskabet for arbejde udført af skatteyderen for hvervgiveren i indkomstårene 2015 og 2016. Momssagen angik, om selskabet i samme periode havde udøvet selvstændig økonomisk virksomhed.

Retten (3 dommere) fandt i skattesagerne på baggrund af kriterierne i cirkulære nr. 129 af 4. juli 1994 om personskatteloven, at selskabet var rette indkomstmodtager af konsulenthonorarerne. Retten fandt i momssagen med henvisning til EU-Domstolens domme i sagerne C-235/85 og C-23/98, at selskabet havde drevet selvstændig økonomisk virksomhed.

Skatterådet kunne ikke bekræfte at Spørgers jagttegnsundervisning kunne momsfritages som en kulturel aktivitet i henhold til momslovens § 13, stk. 1, nr. 6. Spørgers aktivitet havde karakter af en undervisningsydelse, og Spørgers ydelse havde således ikke karakter af at levere adgang til en kulturel aktivitet. Spørgers jagttegnsundervisning kunne desuden ikke sammenlignes med de aktiviteter, der var nævnt i bestemmelsen som momsfritagne kulturelle aktiviteter, dvs. biblioteker, museer og zoologiske haver.

Skatterådet kunne heller ikke bekræfte, at Spørgers jagttegnsundervisning kunne momsfritages som skoleundervisning. Spørgers undervisning omfattede alene et afgrænset emne i form jagt og opfyldte derfor ikke betingelsen om at vedrøre en bred og varieret mængde af emner.

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at Spørgers jagttegnsundervisning af deltagere under 30 år var momsfritaget. Det fremgik af lovbemærkningerne til ændringen af reglerne om momsfritagelse for uddannelse af børn og unge under 30 år, at undervisning med henblik på, at modtageren opnåede jagttegn ikke var omfattet af fritagelsen.

Sagen angik, om der forelå særlige omstændigheder, som indebar, at skattemyndighederne ikke skulle acceptere, at en ejerlejlighed blev overdraget fra mor til datter efter 15 %-reglen. Landsretten fandt, at der forelå sådanne særlige omstændigheder, at 15 %-reglen ikke var anvendelig i den omhandlede situation, hvor den faste ejendom i marts 2019 var solgt i fri handel til en købesum på 4.200.000 kr., og samme faste ejendom blev solgt i familieforhold i november 2020 til 1.782.500 kr. Landsretten tiltrådte derfor, at Skatte- og Vækstministeriet var blevet frifundet, og stadfæstede byrettens dom.

Skatteyderen var cpr-registreret på en adresse i perioden fra den 20. maj 2021 til den 1. oktober 2022, og der var fremlagt lejekontrakt på et lejemål på adressens første sal. Lejemålet var indgået af det selskab, som skatteyderen var direktør i, og som drev en restaurant. Under et kontrolbesøg på restauranten forklarede skatteyderen, at kokken i restauranten boede hos ham, ligesom kokken forklarede, at han boede med skatteyderen. Skatteyderen gjorde under sagen gældende, at han boede på adressens lejemål i stueetagen, men der var ikke fremlagt en lejekontrakt herfor, ligesom der ikke forelå en fremlejekontrakt for lejemålet på førstesalen, en opsigelse af lejemålet eller en flytteopgørelse. Skatteyderen afgav under sagen skiftende forklaringer om sin bopæl, herunder at lejemålet på førstesalen kun blev lejet i 1,5 - 2 måneder. Under omstændighederne havde skatteyderen ikke godtgjort, at han ikke havde rådighed over lejemålet på førstesalen på adressen i den periode, cpr-registreringen viste. Skatteyderen havde ligeledes under kontrolbesøget på restauranten forklaret, at han fik alt mad i restauranten. Forklaringerne omkring restaurantens åbningstider, åbningsdage og skatteyderens egen tilstedeværelse i restauranten var svævende, og der blev ikke fremlagt arbejdstidsopgørelse eller timesedler, der kunne understøtte skatteyderens forklaring. Der var herefter ikke grundlag for at tilsidesætte Skattestyrelsens og Skatteankenævnets skøn, hvorefter skatteyderen havde fået stillet to måltider til rådighed.

Spørger udviklede projekter inden for bl.a. vindenergi. Spørger stod både for udvikling, opførelse og drift af de vedvarende energiparker, der blev drevet igennem transparente enheder som fx danske kommanditselskaber. Hovedparten af kommanditselskaberne m.v. var administreret af et datterselskab til Spørger. Datterselskabet administrerede også eksterne kommanditselskaber. Ejerandelen i de enkelte kommanditselskaber lå imellem 50 og 100 pct. Der var alene i få tilfælde sammenfald i ejerkredsen vedrørende de ikke helejede kommanditselskaber. Aktiviteten i kommanditselskaberne - såvel de helejede som de delvist ejede - varierede. Nogle ejede et udenlandsk koncernselskab, andre ejede tyske vindmøller og andre igen ejede danske vindmøller eller infrastruktur. Kommanditselskaberne havde særskilt regnskabsføring og særskilt driftsmiddelsaldo. Med undtagelse af kommanditselskaber, som ejede et udenlandsk kapitalselskab, havde alle kommanditselskaberne m.v. egen bankkonto.

Skatterådet bekræftede, at de enkelte kommanditselskaber m.v. kunne anses som selvstændige erhvervsvirksomheder i relation til afskrivningsloven. Rådet henså bl.a. til, at der var mulighed for en væsentlig og aktiv indflydelse på kommanditselskabernes drift, og at der således ikke var tale om passiv kapitalanbringelse. Der blev endvidere henset til, at der var særskilt regnskabsføring og saldoafskrivning, ligesom hvert kommanditselskab m.v. som udgangspunkt havde egen bankkonto.

Skatterådet bekræftede endvidere, at der i forbindelse med salg af driftsmidler i et kommanditselskab ikke ville være tale om virksomhedsophør efter afskrivningslovens § 9, såfremt aktiviteten fortsatte.

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at salgssummen i forbindelse med afståelse af 50 pct. af anparterne i et kommanditselskab kunne fragå i driftsmiddelsaldoen for kommanditselskabet efter afskrivningslovens §§ 5 og 8, herunder § 5 C. Det var Skatterådets opfattelse, at salget skulle anses for delafståelse efter afskrivningslovens § 9. Rådet henviste til administrativ praksis som bekræftet ved SKM2007.56.HR.

Retten fandt, at det ikke var godtgjort, at et selskabs betaling i henhold til en kautionsforpligtelse var erhvervsmæssig, da den relaterede sig til den ene (af to) hovedanpartshavers gældsforpligtelser. Det ændrede ikke herved, at der var fremlagt en revisorerklæring herom. Selskabets betaling i henhold til kautionsforpligtelsen udgjorde dermed maskeret udlodning. 

Retten udtalte, at den maskerede udlodning skulle beskattes i forhold til anpartshavernes ejerskab over selskabet. Da beløbet var anvendt til indfrielse af den ene hovedanpartshavers gæld, og da hovedanpartshaverne var samlevende, fandt retten videre, at der forelå en gavedisposition fra den ene hovedanpartshaver til den anden. 

Endvidere fandt retten, at skattemyndighederne kunne foretage ekstraordinær genoptagelse af skatteydernes ansættelser.

På den baggrund blev Skatteministeriet frifundet.

Anmodningen drejede sig om, hvorvidt Spørgers salg af vin til en handelsplatform, der var registreret som oplagshaver her i landet, kunne ske afgiftsfrit, når handelsplatformen solgte varerne til en privatperson i et andet EU-land, men transporten skete direkte fra Spørger til slutkunden.

Derudover omhandlede anmodningen, hvorvidt Spørger kunne få godtgørelse for punktafgiften, når handelsplatformen kunne dokumentere, at varen var leveret til udlandet.

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at Spørgers salg til handelsplatformen kunne ske uden afgift, når varen ikke blev leveret til handelsplatformens afgiftsoplag, men derimod direkte til slutkunden i et andet EU-land.

Skatterådet kunne endvidere ikke bekræfte, at Spørger kunne opnå afgiftsgodtgørelse for vinafgiften, når handelsplatformen kunne dokumentere, at varen var leveret til udlandet. Videre kunne Skatterådet ikke bekræfte, at det havde betydning for besvarelsen, at handelsplatformen var registreret for afregning af moms og punktafgifter i destinationslandet, og at handelsplatformen påtog sig det fulde afgiftsansvar i destinationslandet for det konkrete salg.

Spørgsmål 2 vedrørende anvendelse af EMCS blev afvist.

Retten (tre dommere) fandt, at en spiludbyder ikke ved opgørelsen af den afgiftspligtige bruttospilleindtægt fra online kasinospil og væddemål henholdsvis kommissionen fra online poker, jf. spilafgiftslovens §§ 6 og 11, kunne fratrække udgifter til bonusordninger og fordelsprogrammer. Skatteministeriet blev på den baggrund frifundet.

Sagen angik, om et fartøj skulle anses for et lysfartøj som omhandlet i momslovens § 34, stk. 1, nr. 7 og 8, med den virkning, at fritagelserne i de nævnte bestemmelser ikke fandt anvendelse. 

Byretten fastslog under henvisning til SKM2010.61.VLR, at det afgørende for afgrænsningen af, om et fartøj må anses for at være et "skib" eller et "lystfartøj" i momslovens forstand, beror på, om fartøjet efter sin konstruktion, indretning og fremtoning fremstår som bestemt til fritids- og lystformål. Efter en samlet vurdering af oplysningerne om fartøjet fandt retten, at fartøjet måtte anses for omfattet af begrebet lystfartøj i momslovens § 34, stk. 1, nr. 7 og 8, hvorfor udlejningen af fartøjet og køb af udstyr hertil ikke var omfattet af momsfritagelserne. Det ændrede ikke herpå, at det ene af de to sagsøgende selskaber havde udlejet fartøjet til det andet sagsøgende (søster-)selskab, som havde udlejet fartøjet erhvervsmæssigt.

Sagen omhandlede en forhøjelse af skatteyderens polske og schweiziske indtægter i indkomstårene 2012-2016. Det var i den forbindelse omtvistet, om skatteyderen var hjemmehørende i Danmark eller Tyskland. Det var endvidere et spørgsmål, om skattemyndighederne med rette havde forhøjet disse indtægter ekstraordinært. 

Sagen omhandlede endvidere en række øvrige spørgsmål vedrørende indkomstårene 2016-2018, herunder hvorvidt skatteyderen i 2016 var skattepligtig af en række indsætninger fra Tyskland, om skatteyderen i 2016-2018 havde fradragsret for aktietab fra depoter i udlandet, samt om beskatningsretten til skatteyderens lønindkomst fra Tyskland i 2017-2018 skulle fordeles mellem Danmark og Tyskland. 

Retten fandt, at Skattestyrelsen for indkomstårene 2012-2015 havde udstedt en begunstigende forvaltningsakt, der ikke var grundlag for at tilsidesætte. Retten lagde vægt på, at Skattestyrelsen under sagsbehandlingen havde meddelt skatteyderen, at årene 2012-2015 var henlagt.

Retten fandt endvidere, at Skattestyrelsen for indkomstårene 2016-2018 havde udstedt en begunstigende forvaltningsakt under retssagen, idet Skattestyrelsens straffesagsenhed havde meddelt skatteyderen, at der ikke var grundlag for at rejse en straffesag vedrørende forholdene i disse indkomstår. 

Skatteyderen fik på den baggrund medhold i sine påstande. 

Spørger var statsborger i et andet EU-land og havde de seneste år boet i Danmark med sin ægtefælle. Spørger arbejdede som model og rejste til Frankrig i forbindelse med opgaver som model for franske modelbureauer og franske værtindebureauer. Spørger ejede en lejlighed i Paris, som var hendes bolig, før hun flyttede til Danmark. Spørger afholdt selv udgifter til kost og logi i Frankrig i forbindelse med rejserne som model. Når hun arbejdede i Paris, overnattede hun i sin egen lejlighed.

Efter flytningen til Danmark havde Spørger betalt fem bidrag til fransk social sikring, herunder "Vieillesse sur plafond", "Vieillesse sur total", "Retraite comp. Non cadre T1" og "CEG T1-Contrib. Equi. Général", der finansierede den offentlige sociale pension i Frankrig, samt "Maladie sur total Et", der var et bidrag til fransk sygesikring.

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at de fem bidrag til fransk social sikring var omfattet af artikel 2 i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Frankrig. Bidragene finansierede bestemte sociale ordninger med tilknyttede rettigheder og kunne derfor ikke betragtes som indkomstskatter, der kunne indgå ved lempelse af dobbeltbeskatning efter dobbeltbeskatningsoverenskomsten.

Skatterådet bekræftede, at Spørger kunne fratrække de dokumenterede, faktiske merudgifter til kost og logi efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a (driftsomkostninger), i forbindelse med rejserne til Frankrig som model for de franske modelbureauer og de franske værtindebureauer. Skatterådet henså i den forbindelse til, at Spørger skulle anses for honorarmodtager, idet arbejdet var udført uden for et egentligt tjenesteforhold og ikke havde karakter af selvstændig erhvervsvirksomhed.

Fradraget ved overnatning i Spørgers egen lejlighed ville omfatte de konkrete merudgifter, der opstod som følge af overnatning i lejligheden i forbindelse med Spørgers arbejde i Paris som model, fx ekstra elforbrug, ekstra varme, ekstra gas, men ikke faste udgifter til lejligheden, som Spørger havde under alle omstændigheder, da det ikke kunne ses som en merudgift, fx ejerforeningskontingent. Spørger kunne som fuldt skattepligtig dog fratrække renteudgifter efter de sædvanlige regler herom.

Skatterådet kunne bekræfte, at Spørger ikke kunne foretage rejsefradrag med standardsatserne for kost og logi efter ligningslovens § 9 A, da honorarmodtagere ikke er omfattet af denne regel.